Der findes steder, der føles rigtige fra det øjeblik, man træder ind ad døren. Ikke fordi alting er perfekt, men fordi roen stille lægger sig over skuldrene. Sådan har jeg det her i Dageløkke. Jeg kan sidde i timevis på terrassen og lade blikket hvile på vandet, mens strikkepindene finder deres egen rytme, og tankerne får lov til at falde på plads. Måske er lykken slet ikke de store begivenheder. Måske gemmer den sig i duften af hav, en god bog, en hund der trives, friske kartofler fra en bod langs vejen og endnu en solnedgang, der minder mig om, hvor meget skønhed der findes i det helt almindelige. Gypsy og jeg kørte herned allerede i tirsdags i sidste uge. Ejendomsmægleren stod klar med nøglerne, og indenfor ventede de fineste små overraskelser. På spisebordet stod en gavekurv fra ejendomsmægleren, og på køkkenbordet havde de tidligere ejere stillet en flaske bobler og to glas. Sikke en modtagelse. Sikke en velkomst. Allerede dér kunne man mærke, at huset havde været holdt af. Og hvor er her dog fantastisk. Jeg bliver aldrig træt af at kigge ud over vandet. Havet skifter hele tiden farve, lyset forandrer sig fra morgen til aften, og der falder en ro over mig, som jeg næsten havde glemt fandtes.

Gypsy og jeg går lange ture langs vandet, og flere gange har jeg sat mig ved stranden for bare at nyde udsigten – og selvfølgelig en dukkert i det dejlige hav. Jeg elsker det. Men der er andre ture at gå, især en Gypsy elsker, nemlig turen rundt om søen. Her er lappedykkere, gæs, ænder og fisk, der slår smut i vandoverfladen. Gypsy er pænt ligeglad med livet på søen, men græsset omkring den er virkelig interessant. For her skider alle fuglene, og det er mere end hun kan ønske. Første dag fik hun i den grad parafumeret sig, dermed blev hun også den første til at tage bad i sommerhuset. Dette var godt nok ikke ganske frivilligt, og siden er hun i meget kort snor og stærkt overvåget på turen rundt om søen.

Noget af det, der har gjort allerstørst indtryk, er menneskene her. Folk hilser, stopper op og får en lille snak. Der er en åbenhed og en venlighed, som gør, at man hurtigt føler sig velkommen. Gypsy stortrives også. Børnene på legepladsen kommer hen for at snakke og kæle med hende, og der er masser af andre hunde at hilse på. Hun logrer næsten uafbrudt, og jeg tror faktisk, hun er lige så forelsket i Dageløkke, som jeg er.

Og så er der solnedgangene… Jeg vidste, at de skulle være smukke her i Dageløkke. Men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvor betagende de er. Aften efter aften farves himlen i de smukkeste nuancer af guld, rosa og orange, mens solen langsomt forsvinder ned bag horisonten. Det er umuligt ikke at standse op og bare nyde øjeblikket. De solnedgange bliver jeg aldrig træt af.

Lørdag fik Karsten endelig ferie og skyndte sig herned, og siden da har vi haft travlt med at pakke ud, finde plads til vores ting og gøre huset til vores eget. Det lille køleskab er blevet skiftet ud med et stort kølefryseskab. Airfryeren v ar for lille, så også her måtte vi ud og købe en ny og større.

Jeg elsker også de små vejboder, man møder rundt omkring på Langeland. Her står friske kartofler, gulerødder, løg, krydderurter og andre lækkerier, som lokale sælger på den gode gammeldags måde. Man mobiler pengene og tager det, man skal bruge. Det er så enkelt, tillidsfuldt og charmerende – og grøntsagerne smager præcis, som en dansk sommer skal smage.

Dageløkke føles allerede som et sted, hvor skuldrene sænker sig, tankerne falder til ro, og livet får lov til at gå lidt langsommere. Det føles stadig lidt uvirkeligt, at vi faktisk er her. At dette lille sted ved vandet nu er vores. Jeg ved, der venter mange smukke morgener, stille aftener, strikketimer på terrassen, gode bøger og uforglemmelige stunder her på den skønne lange ø.

Her er stille, så jeg har også fået læst en del. Jeg fik læst Borgfruen færdig:

Anmeldelse: Borgfruen af Lars Novrup Frederiksen Borgfruen er en imponerende afslutning på trilogien om Kirstine. Romanen fører læseren tilbage til middelalderens Danmark, hvor magtkampe, loyalitet, kærlighed og overlevelse flettes sammen i en levende fortælling. Historien udspiller sig i årene efter mordet på Erik Klipping, hvor landet er præget af uro og borgerkrig. Lars Novrup Frederiksen formår at forene historisk præcision med en medrivende fortælling. Miljøerne er beskrevet så levende, at man næsten kan mærke kulden i borggården, høre hovslagene og dufte bålrøgen. Som læser blev jeg fuldstændig opslugt af fortællingen og følte mig tæt knyttet til Kirstines skæbne, hvilket gjorde oplevelsen både intens og følelsesmæssigt engagerende. Min vurdering: 5 ud af 5 stjerner. En storslået historisk roman, der kombinerer spænding, stærke karakterer og en fascinerende bid af Danmarkshistorien. Har du læst de to første bind, Kirstine og Priorinden, er Borgfruen et absolut must.

Derefter fik jeg læst Tung tids tale – en kort bog, men god bog:

Sikke en læseoplevelse.

Det er en af de bøger, der ikke råber højt, men som alligevel rammer lige i hjertet. En bog, der bliver hos én længe efter, den er læst færdig.

Historien fortælles af en mor til en søn med svær autisme. Hun elsker ham ubetinget, men hun er også udmattet, frustreret og bange. Bogen viser den virkelighed, mange familier lever i, men som alt for få ser. Den handler om kærlighed, omsorg, afmagt og om at kæmpe videre, selv når kræfterne næsten er sluppet op.

Jeg blev rørt over forfatterens ærlighed. Hun lægger ikke skjul på de svære tanker og følelser, og netop derfor føles bogen så ægte. Flere gange måtte jeg stoppe op og lade ordene synke ind. Jeg kunne næsten mærke moderens træthed og hendes uendelige kærlighed til sit barn.Det er ikke en bog, man læser for at blive underholdt. Det er en bog, man læser for at forstå. For at få et indblik i et liv, som mange af os kun kender på afstand. Den mindede mig om, hvor vigtigt det er, at vi møder mennesker med empati frem for hurtige vurderinger.Jeg lukkede bogen med både en klump i halsen og stor respekt – både for de familier, der lever med disse udfordringer hver eneste dag, og for Olaug Nilssen, der har skrevet en så stærk og ærlig roman.

En bog, der gjorde indtryk. En bog, jeg varmt vil anbefale.

⭐⭐⭐⭐⭐ 5 ud af 5 stjerner.

Endelig fik jeg læst Bonjour Tristesse – også en kort fortælling, som jeg har læst sammen med min online læsegruppe.

Bonjour Tristesse var månedens bog i min online bogklub. Jeg må indrømme, at det ikke er den type litteratur, jeg normalt vælger. Alligevel er jeg glad for, at jeg læste den færdig, for den gav nogle interessante refleksioner om ungdom, frihed, kærlighed og de valg, vi træffer.

Sproget er smukt og elegant, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor bogen har opnået status som en klassiker. Men historien ramte mig aldrig rigtigt. Jeg savnede at blive følelsesmæssigt grebet og mærke den der lyst til lige at læse ét kapitel mere.Havde det ikke været en fælles læsning i bogklubben, var det nok en bog, jeg havde lagt fra mig undervejs. Til gengæld glæder jeg mig til vores snak om den – for nogle bøger lever måske mere i samtalen bagefter end i selve læseoplevelsen.

Min vurdering: ⭐️⭐️

Det var en masse for denne gang. Der er også lidt strik, der er røget af pindene, men det må blive en anden god gang.

Tak fordi du læste med, nyd det gode vejr